
Vedtægter for Senior Erhverv Trekanten 2010
§ 1. Navn og hjemsted.
Foreningens navn er SENIOR ERHVERV TREKANTEN med hjemsted i Region Syddanmark pt. bosiddende i Ny Kolding Kommune.
§ 2 Formål.
Foreningens formål er, via selvaktivering, at medvirke til, at ikke beskæftigede, jobsøgende over 50 år og jobsøgende personer på efterløn eller pension opnår ordinære jobs på ar-bejdsmarkedet og fremme nye beskæftigelsesområder for målgruppen.
§ 3 Aktiviteter.
Aktiviteterne består af:
- Etablering af intern og eksternt netværk til jobsøgning.
- Projektudvikling.
- Afklaring af kompetencer og uddannelsesbehov for målgruppen.
- Videns- og erfaringsformidling for erhvervsaktive seniorer.
- Samt fremme projekter til fremme af nye jobområder for seniorer, eksempelvis hjemmearbejdspladser, vikarjobs og nye forretningsinitiativer.
- Andre aktiviteter der naturligt indgår i selvaktiveringen, eksempelvis lokalt samarbejde med Jobcentre, andre aktører, A-kasser, lokale arbejdsgiverinteressenter og lignende.
§ 4 Medlemskreds og medlemsforpligtigelser.
- Som A medlemmer kan optages ikke-beskæftigede personer over 50 år, som enten er forsikrede, kontanthjælpsmodtagere, jobsøgende efterlønsmodtagere, pensioni-ster, fritstillede eller jobsøgende ledige uden offentlig forsørgelse.
- Alle medlemmer, der tilhører målgruppen (A-medlemmer), skal underskrive en tro- og love erklæring om, at de tilhører målgruppen. Dette gælder både medlemmer, der har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet (A1-medlemmer) og medlemmer, der ikke har rådighedspligt (A2-medlemmer), samt betaler et af generalforsamlingen fastsat kontingent, har stemmeret og er valgbare til bestyrelsen.
- A medlemmer forpligter sig til hver måned at aflevere opgørelse over antal dagpen-getimer i foreningen, hvilket er foreningens grundlag som medfinansiering. Opgørel-sen afleveres til foreningens kasserer senest den 10. i følgende måned.
- Som B medlemmer kan optages erhvervsaktive seniorer. Disse betaler et af bestyrelsen fastsat minimumskontingent.
- B medlemmer har ikke stemmeret og kan ikke deltage i netværkskurser, men kan deltage i eksempelvis medlemsmøder og andre foreningsaktiviteter.
- Udmeldelse kan ske med dags varsel ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Evt. indbetalt kontingent og frivilligt bidrag tilbagebetales ikke.
- Generalforsamlingen kan med simpelt flertal ekskludere et medlem der objektivt modarbejder foreningens formål og retningslinier i øvrigt.
- Valgbare medlemmer til bestyrelsen er såvel A som B medlemmer samt i øvrigt myndige personer, som aktivt kan fremme opfyldelsen af foreningens formål. Flertallet i bestyrelsen skal bestå af A medlemmer og formanden skal være A medlem.
§ 5 Økonomi.
- Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
- Foreningens drift og regnskab skal tilrettelægges således at det opfylder "Bekendt-gørelse om administration af tilskud fra puljer under Arbejdsmarkedsstyrelsens område". Bekendtgørelse nr. 1400 af 14. december 2009.
- Regnskabet, der revideres af en af generalforsamlingen valgt statsautoriseret eller registreret revisor, afsluttes senest den 1. marts i det følgende år.
- Der ydes intet vederlag for det frivillige arbejde til nogen medlemmer idet der udelukkende er tale om individuel eller kollektiv jobsøgning og dermed en forbedret jobsituation for alle medlemmer.
- Ved kørsel i foreningens tjeneste, hvilket vil sige besøg hos: virksomheder, jobcentre og andre naturlige samarbejdspartnere samt kurser arrangeret af landskoordinator, afregnes med den til enhver tid gældende sats, fastsat af bestyrelsen.
Ved kørsel mellem hjem og foreningens mødested (dog minus 24 kilometer) afregnes med den til enhver tid gældende sats, fastsat af bestyrelsen.
Der afregnes kun kilometergodtgørelse indenfor Senior Erhverv Trekantens område.
§ 6 Tegningsregler og forpligtigelser.
- Foreningen tegnes udadtil af formanden plus yderligere et bestyrelsesmedlem.
- Ved. evt. optagelse af lån, samt pantsætning af tilgodehavender, tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
- For foreningens forpligtigelser hæfter alene foreningens midler, idet ingen medlemmer hæfter for foreningens eventuelle gæld.
§ 7 Generalforsamling.
- Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
- Den ordinære generalforsamling holdes hvert år senest i marts måned. Indkaldelsen sker således at alle medlemmer modtager dagsorden mindst 14 dage før generalforsamlingstidspunktet.
- Stemmeberettigede er alle A medlemmer der opfylder medlemskriteriet på generalforsamlingstidspunktet. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
- Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde:
- Valg af dirigent og stemmetællere.
- Formandens beretning.
- Regnskabs og resultataflæggelse i forhold til årets resultatmål.
- Behandling af indkomne forslag (skal være formanden i hænde 7 dage før generalforsamlingen)
- Bestyrelsens økonomiske budget og resultatmål for det kommende år.
- Fastsættelse af kontingent.
- Valg af 5 – 7 bestyrelsesmedlemmer. (hele bestyrelsen er på valg hvert år, genvalg kan finde sted). Et bestyrelsesmedlem kan max sidde 3 på hinanden følgende år i bestyrelsen.
- Valg af revisor.
- Eventuelt.
- Generalforsamlingen ledes af en dirigent der ikke må være medlem af bestyrelsen. Dirigenten beslutter afstemning – og optællingsmetode ved alle valg.
- Generalforsamlingen er beslutningsdygtig når den er lovlig indvarslet. Beslutninger træffes ved simpelt flertal blandt de tilstedeværende stemmeberettigede. Til vedtagelse af vedtægtsændringer kræves 2/3 flertal af de fremmødte A medlemmer, samt at de påtænkte vedtægtsændringer fremgår af indkaldelsen.
§ 8 Ekstraordinær generalforsamling.
Flertallet af bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling og
ligeledes kan 10 A medlemmer skriftligt overfor bestyrelsen fremsætte begrundet anmodning om
indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen
afholdes senest 4 uger efter at anmodningen er fremsat. Indkaldelsesfristen til ekstraordinær
generalforsamling er 7 dage.
§ 9 Foreningens daglige ledelse.
- Foreningens daglige ledelse er en bestyrelse på 5 – 7 personer efter generalforsamlingens beslutning. Tovholdere for de forskellige arbejdsgrupper deltager i alle bestyrelsesmøder.
- Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med foreningens vedtægter.
- Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og indkaldelsesvarsel for bestyrelsesmøder.
- Bestyrelsen fører en protokol over bestyrelsens arbejde samt en generalforsamlingsprotokol.
- Bestyrelsesmøder holdes mindst 10 gange årligt.
- Senest 7 dage efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer.
- Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen i valgperioden udpeger den tilbageværende bestyrelse et nyt bestyrelsesmedlem blandt valgbare medlemmer, hvorefter der sker ny konstituering.
- Bestyrelsen sikrer sig at Arbejdsmarkedsstyrelsen altid har kendskab til hvem der pt. er formand, næstformand og kasserer.
- Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af bestyrelsen er til stede ved et indvarslet bestyrelsesmøde. Alle afgørelser sker ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
- Bestyrelsen sikrer at medfinansiering i form af ”dagpenge timer” løbende bliver registreret efter Arbejdsmarkedsstyrelsens retningslinier - samt at antal årlige tilkomne medlemmer og antal medlemmer genindtrådt på arbejdsmarkedet, kan opgøres og dokumenteres i form af navn og adresse.
- Bestyrelsen sikrer at foreningens regnskab følger den vejledende kontoplan, at udbetalingsanmodninger til AMS sker via standardskema, samt sikrer dataregistrering til standardevalueringsskema.
- Bestyrelsen sikrer at foreningens regnskab inkl. medfinansiering, revideres og underskrives af den generalforsamlingsvalgte revisor inden generalforsamlingen.
§ 10 Foreningens opløsning.
- Ophævelse af foreningen kan kun finde sted når 2/3 af de fremmødte A medlemmer er enige heri på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 2 ugers mellemrum.
- Ved beslutning om foreningens nedlæggelse, bortsælges foreningens aktiver, idet omfang de er optaget på inventarlisten, som anskaffet midler, der er bevilget af Arbejdsmarkedsstyrelsen. Det ved bortsalg indkomne provenu returneres til Arbejdsmarkedsstyrelsen.
§ 11 Datering.
Således vedtaget på foreningens ekstraordinære generalforsamling den 29. juni 2010.
Thorkild Brunsborg
Generalforsamlingens dirigent.